BR18 § 141 – Funktionsafprøvning og kontrol af brandtekniske installationer
Senest opdateret 5. oktober 2026 · Skrevet af hovedstadensbrandteknik.dk
Brandtekniske installationer, håndslukningsudstyr og brandsikring af ventilationsanlæg skal løbende funktionsafprøves og kontrolleres. I risikoklasse 2-4 skal seks typer anlæg kontrolleres af et akkrediteret inspektionsorgan.
BR18 § 141
Ordlyd§ 141. Brandtekniske installationer, håndslukningsudstyr samt brandsikring af ventilationsanlæg i og ved bygninger og bygningsafsnit skal løbende funktionsafprøves og kontrolleres.
Stk. 2. Kravet om løbende funktionsafprøvning og kontrol anses som opfyldt, hvis afprøvning og kontrol sker med de intervaller, som er beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand.
Stk. 3. For bygningsafsnit i risikoklasse 2-4 skal den løbende funktionsafprøvning og kontrol af følgende brandtekniske installationer foretages af et akkrediteret inspektionsorgan, der er akkrediteret i henhold til DS/EN/ ISO/IEC 17020 - Overensstemmelsesvurdering – Krav til forskellige typer inspektionsorganer:
1) Automatisk brandalarmanlæg, ABA-anlæg.
2) Automatisk brandventilationsanlæg, ABV-anlæg.
3) Automatisk sprinkleranlæg, AVS-anlæg.
4) Automatisk tryksætningsanlæg, ATA-anlæg.
5) Flugtvejs- og panikbelysningsanlæg.
6) Varslingsanlæg.
Stk. 4. Stk. 3 omfatter alene byggeri, hvortil der er meddelt ibrugtagningstilladelse i medfør af bekendtgørelser udstedt vedrørende bygningsreglement 2018 samt byggeri opført efter tidligere lovgivning, hvor funktionsafprøvning eller kontrol ved et akkrediteret inspektionsorgan er et krav i byggetilladelsen eller en forudsætning i den brandtekniske dokumentation for det pågældende byggeri
Stk. 5. Brandtekniske installationer ved transportable konstruktioner, som opstilles midlertidigt, jf. § 6 b, stk. 2, er ikke omfattet af stk. 3.
Stk. 6. Bliver det akkrediterede inspektionsorgan ved en funktionsafprøvning opmærksom på, at anlæg er behæftet med fejl, der kan medføre risiko for konkret personskade i tilfælde af brand, skal der ske meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.
Ordlyden er hentet fra bygningsreglementet.dk den 4. oktober 2026. Se paragraffen på bygningsreglementet.dk
Hvad betyder § 141?
Stk. 2: Kravet er opfyldt, når afprøvning og kontrol sker med de intervaller, der står i vejledningen. Intervallerne for de enkelte anlæg står i vejledningens afsnit 7.5, fx røgalarmanlæg i afsnit 7.5.4.
Stk. 3 og 4: Kravet om et akkrediteret inspektionsorgan gælder kun bygningsafsnit i risikoklasse 2-4, og kun byggeri med ibrugtagningstilladelse efter BR18, eller hvor det er et krav i byggetilladelsen eller en forudsætning i den brandtekniske dokumentation for ældre byggeri. For anlæg, der er etableret efter tidligere bygningsreglementer, kan den eksisterende procedure for test eller inspektion fortsættes, som angivet i byggetilladelsen (vejledningens afsnit 7.1.5).
Stk. 6: Opdager inspektionsorganet fejl, der kan medføre risiko for konkret personskade i tilfælde af brand, skal det give kommunalbestyrelsen besked.
Læs om drift, kontrol og vedligehold
‹ § 140 · Alle paragraffer i BR18 kapitel 5 · § 142 ›
Kilder
Faglig baggrund
Indholdet på denne side er udarbejdet med udgangspunkt i praktisk erfaring inden for brandsikring og brandeftersyn samt gældende krav i bygningsreglementet (BR18).
Formålet er at give et retvisende og forståeligt overblik over regler, krav og typiske problemstillinger i passiv brandsikring.
Der tages forbehold for ændringer i lovgivning og konkrete forhold i den enkelte bygning.